Madlavning over bål: Ny trend i Thy tømte butikken for grej under corona

Profilbillede
dato

Med udsigt til nul udlandsrejser og indendørs forsamlingsloft har madlavning over bål bredt sig som en steppebrand i Thy.

"Det sprang fuldstændig i luften, da regeringen lukkede landet ned. Folk havde brug for at lave noget med indhold og aktivere deres børn," lyder det fra Brian Hovmand, der er sælger af grej til madlavning over bål ved XL-BYG Tømmergaarden Tigervej Thisted A/S.

Ifølge en ny rundspørge fra XL-BYG kæden hos landets største leverandører af bålgrej, har der været stor efterspørgsel over det meste af landet, men meget tyder på, at Thy ligger i toppen.

"Vi kunne holde varer på hylderne til hen omkring sommeren, så begyndte det at knibe. Folk kom igen af flere omgange. De havde tiden til at søge online på udstyret og havde ofte fundet en ny ting, de lige skulle have fingrene i. Sidst på sæsonen begyndte de at købe det som julegaver," fortæller Brian Hovmand, der har fået fyldt hylderne op igen og forventer et mindst lige så travlt 2021.

Ifølge Friluftsrådet har 34 procent af danskere været mere ude i naturen det seneste år end før. Mads Duzenius Christensen, der er ekspert i forbrugertrends ved Envision, kalder udviklingen markant.

"For få år siden var udekokkerering begrænset til uge 16-36. I dag er mange i gang hele året og eksperimenterer lystigt. Fx med mad over bål. Og corona-nedlukningen, hvor danskerne er blevet storforbrugere af naturen, har blot styrket tendensen," siger han.

Leger du også med tanken om at lave middagsmad over bål til hele familien, er det ifølge Brian Hovmand langt fra nødvendigt at købe dig fattig i grej. Udstyrseksperten fra XL-BYG har disse fire gode råd:

Tænd op efter menuen
Skal du lave kakao eller en hurtig suppe, kan du nøjes med et kogebål, der laves af alle slags brænde i små stykker, så det er nemmere at justere varmen ved at fyre mere eller mindre. Skal du grille eller lave en ovnret, er et glødebål bedst. Det giver en høj, jævn og vedvarende varme. Tænd op 1-2 timer inden, du skal bruge bålet. Når de fleste kævler er godt brændte, spreder du bålet ud, så der kun er gløder tilbage. Her er det bedst med hårde træsorter som bøg, eg og ask. Alternativt kan du også blande lidt grillkul i bålet, når kævlerne er brændt ned.

Styr på varmen
Det kan være udfordrende at styre varmen over et bål med det resultat, at maden brænder på eller går af kog, inden den er færdig. Derfor bør du bruge et bålstativ med en rist i en lang kæde, der let kan hæves og sænkes. Husk at tage gryden af risten, inden du løsner kæden.

Børnenes favorit
Hvis du vil lokke børnene væk fra skærmen og ud til bålhyggen, skal du skrue ned for ambitionerne og gå efter sikre hits som varm kakao, popcorn, pandekager – og så selvfølgelig snobrød. Det kræver en gryde, en bålrist, et popcornsnet, en pandekagepande med langt håndtag og snobrødspinde.

Start beskedent
Du kan roligt vente med at investere i deluxe grejet, til du ved, om bållivet er noget for dig. De billige modeller kan som udgangspunkt det samme som de dyre mærker. Det vigtigste er, at du går efter rigtigt båludstyr og fx ikke bruger almindelige pander og gryder med kort håndtag, som bliver varmet op af ilden og skal betjenes tæt på røgen.

Kilde: Epicent.dk